Hybride oplevelser
Publikumsudvikling

Mælkebøttereglementet

Teatret Zeppelin
Teaterforestillingen Mælkebøttereglementet som lydværk
Mælkebøttereglementet, Foto: Frida Gregersen

Hvad er initiativet?

Den anmelderroste teaterforestilling Mælkebøttereglementet blev under corona-nedlukningen i vinteren 2021 transformeret til et stærkt og fængende lyddrama.

Skuespillerne indtalte replikker, fortællerstemme blev tilføjet, og forestillingens lyddesign tilpasset. Der blev udviklet specialdesignet undervisningsmateriale, så nu kan alle skoler i hele landet – når de vil, hvor de vil – lytte til og arbejde med lydværket, som del af hjemmeundervisning eller i klassen; begge dele er oplagt.

Denne remediering har et stort potentiale og kobler scenekunst, lydkunst, undervisning og drama på nye måder.

Det fysiske værk genopsættes som regulær forestilling i 2023, og nu har skolerne og alle andre interesserede mulighed for at bruge lydværket som optakt til forestillingen.

Det nyskabende ligger i genskabelsen af scenekunstværket i samme form, med de samme skuespillere, samme lyddesigner, samme auteur/instruktør, som arbejder sammen efter auteur-metoden om at give LYDEN så stor betydning, at den kan erstatte tabet af scenekunstens visuelle virkemidler.

Hvem er målgruppen?

Mælkebøttereglementet som lydværk er især markedsført over for skoler og skolelærere. Teaterforestillingen er for børn og unge fra 7 år, og med specialudviklet undervisningsmateriale baseret på trinmål er der lagt op til at tage lærerne i hånden og gøre det nemmere at bruge lydværket i undervisningsregi.

Lydværket ligger offentligt tilgængeligt til gratis streaming for alle, og derfor er det ikke begrænset til skoleelever. Enhver, der måtte have lyst, kan lytte til værket. Lyddramaet er for alle, der kan li’ en go’ historie fortalt med stemningsskabende lydeffekter og indlevende indtaling.

Hvordan blev initiativet modtaget?

Initiativet fik meget positive tilbagemeldinger fra de, som har lyttet til lydværket – både fra dem, der har lyttet til det som underholdning og fra dem, som har brugt det i undervisningssammenhæng med undervisningsmaterialet.

Udfordringen har ligget i at få bredt kendskabet til lydværket nok ud. Diverse lærermålrettede kampagner på Facebook samt en helsidesannonce i fagbladet Folkeskolen har hjulpet os på vej, men man er selvsagt i konkurrence med mange andre tilbud, som lærerne kan vælge og vrage imellem. Vi har forsøgt at gøre det så let som muligt at finde frem til og gå i gang med lydværket – med så få clicks og barrierer som muligt, da vi ved, at lærere ofte er hårdt presset på tid og overskud.

Hvordan har konceptet fremtidigt potentiale / relevans for kulturlivet?

Den remedierede scenekunst (fra scene til lyd) og teatrenes brand kan nå bredere ud, da et digitalt lydværk, der kan streames hvor som helst, ikke har nogle geografiske barrierer. Det er også en ny måde at tænke sammenhængen mellem lyd og syn; hvad er det, lyden kan og gør for (scenekunst)oplevelsen? Et spændende felt med mange fordybelsesmuligheder. Her er mange veje at gå og muligheder at udforske.

Hvilket potentiale har initiativet for forretningsudvikling?

Et teater behøver ikke længere på samme måde at være bundet af sin fysiske lokation og afgrænsede tider. Med teater som lydværk kan man både udvide publikums teateroplevelse, og man kan lade lydværket stå alene som oplevelsen. Det betyder, at et teaters brand og kendskabsgrad kan udvides udover de lokale grænser og få nemmere ved at blive et nationalt foretagende. Samtidig er der i visse tilfælde muligheder for at tjene penge på lydværket, hvis det gemmes bag en betalingsmur eller streamingtjeneste.

Hvem står bag projektet?

Teatret Zeppelin har skabt både teaterforestillingen og lydværket. I spidsen for remedieringen står forestillingens auteur Mie Brandt. Forestillingens lyddesigner Rasmus Månsson står også bag lydværkets lyddesign, ligesom det er forestillingens medvirkende, der står bag replikindtaling. Mie Brandt allierede sig med den erfarne speaker Dan Schlosser for sparring, råd og vejledning i processen med indtaling.

Remedieringen blev til takket være økonomisk støtte fra Bodil Pedersen Fonden, Louis Petersens Legat og BUPL.
Teaterforestillingen er blevet til med fondsstøtte fra Augustinus Fonden og Beckett Fonden.

Anbefalinger til opstart af lignende initiativer:

  • Vær sikker på at scenekunstværket har potentiale som lydværk
  • Opsøg folk som har forstand på mediet og få gode råd
  • Lån eller køb professionelt lydudstyr
  • Afsæt rigtig god tid til forberedelser og alt det tekniske
  • Sæt dig ind i mulighederne for udgivelse af værket – herunder de medvirkendes rettigheder og evt. royalties, streamingtjenesters vilkår, overvejelser vedr. betalt vs. gratis streaming og overvejelser om, hvordan lydværket skal markedsføres og til hvem
Kulturinstitution
Teatret Zeppelin
Kontakt
Kunstnerisk leder Mie Brandt
mie@zeppelin.dk
Besøg hjemmeside
zeppelin.dk
No items found.
Foto: Mie Brandt (procesbilleder). Foto: Frida Gregersen (forestillingsbilleder)