Hybride oplevelser
Publikumsudvikling

Mærk dig Selv

En udstilling, hvor dine følelser og sanser forbinder dig med naturen og historien
Dreng kigger på stjerne i udstilling
Foto: Ard Jongsma

Hvad er initiativet?

Øhavsmuseet har i juni 2021 åbnet en særudstilling, der skal give gæsterne en forståelse af forbindelsen mellem natur og mennesker til alle tider samt inspirere til ture ud i Det sydfynske Øhav og op i Svanninge Bakker. Udstillingen er placeret i en gammel fabrikshal på Faaborg Havn og er integreret med et besøgscenter for hele Sydfyn og øer, som er udnævnt til geopark.

Det særlige er, at den umiddelbare oplevelse for gæsten er en påvirkning af sanser og følelser, der leder til en nysgerrighed på dem selv som mennesker, på naturen og historien.

Man tager skoene af og må lægge sig i en gravhøj, kravle i en tunnel i en mørk skov med ellefolk og hoppe rundt i en farlig offermose. I mens aktiverer man fortællinger i en digital lydfortæller, hvor det sker, at fortælleren taler direkte til gæsten og beder hende om at gøre nogle bestemte ting. Man kan endelig teste sig selv flere steder og ad den vej forstå den naturpsykologi, som påvirker os i dag og har påvirket mennesker siden stenalderen. Man kan udtrykke det sådan, at de ydre landskaber påvirker de indre landskaber, dvs. sindet.

Se film om udstilling

Hvem er målgruppen?

Formidlingsformen er ideel til oplevelser på tværs af generationer.

Data fra brugerundersøgelsen i de første måneder viser, at omkring 85 % af gæsterne er i en konstellation som familier, bedsteforældre med børnebørn eller tre generationer på tur. Da formidlingen ikke fordrer en særlig indsigt eller faglig interesse (men dog en åben indstilling til at opleve museumsudstillinger på en ny måde), er målgruppen meget bred i øvrigt.

Hvordan blev initiativet modtaget?

Udstillingen har været en stor succes i den forstand, at den har været meget velbesøgt, og museet er nomineret til flere priser; herunder et par internationale priser.

Hvordan har konceptet fremtidigt potentiale / relevans for kulturlivet?

Konceptet er meget anderledes end en klassisk udstilling om menneske og natur/landskab og er resultatet af et forløb, hvor museet hyrede designantropologer til at tale med kommende gæster. Tilbagemeldingen blev, at skulle det nye museum tale til de mange frem for de få, skulle fortællingen vendes på hovedet.

En klassisk vinkel ville være at beskrive, hvordan mennesker til forskellige tider har påvirket natur og landskab. Hvornår og hvorfor der blev anlagt gravhøje, landsbyer og så videre. Den vinkel overser imidlertid noget meget væsentligt: at naturen er blevet meget vigtig for det moderne menneske, fordi den er en (ideel) arena for bestemte formål og et klart udbytte, der kan handle om meget forskelligt, men sjældent alene om at blive klog på landskabets historie. Det kan være en vildmarkstur med store børn, intime samtaler på en vandring mellem kærester eller venner, en åndelig ”renselse” alene i bakkerne eller noget fjerde.

Derfor er der valgt en så sanselig og holistisk tilgang. Naturens påvirkning af sind og krop deler det moderne menneske med fortidens mennesker, og den indsigt er også meget nyttig, når gæsten bagefter opsøger naturen.

Hvilket potentiale har initiativet for forretningsudvikling?

Konceptet med at tage udgangspunkt i den moderne gæsts interesser og perspektivere derfra til kulturhistorie og natur har gjort det velegnet til en meget tværfaglig udviklingsproces: antropologi, teaterverdenen (manuskriptforfattere), naturpsykologi og naturligvis kulturhistorie.

Samspil mellem museumsoplevelse og megatrends i tiden, i Øhavsmuseets tilfælde vandring og outdoor mv., giver forøgede muligheder for at skabe relevans og nå nye brugergrupper.

At spille på sansning og påvirkninger af følelser giver en mulighed for, at forskellige typer gæster oplever, at de er på samme niveau uanset forskellige vidensmæssige forudsætninger. Det skaber en formidling, som huskes på en anden måde end en ren kognitiv formidling. Endelig gør det oplevelsen velegnet til gæster, der inkluderer flere generationer.

Hvem står bag projektet?

Øhavsmuseet i samarbejde med Will & Agency (antropologisk analyse af nuværende og fremtidige brugere samt bud på hovedgreb før udstillingstilrettelæggelse), Torden & Lynild (udstillingsdesign), Kurtzweil A/S (scenografi), Kristoffer Nielsen (lys og AV design), Nanna Arnfred (grafisk design), Peter Albrechtsen (lyddesign), Leonie Pichler (manuskript), Ard Jongsma (foto og film), Mmex (interaktionsdesign og produktion), Alien Workshop (soft- og hardwareudvikling), Fao Form ApS (bygteststationer).

Anbefalinger til opstart af lignende initiativer:

Kulturinstitution
Øhavsmuseet
Kontakt
Peter Thor Andersen
pta@ohavsmuseet.dk
Besøg hjemmeside
ohavsmuseet.dk
No items found.
Foto: Ard Jongsma