14
09
2021

Seks organisationer skaber foreningen Dansk Kulturliv

Mennesker til koncert

Seks organisationer skaber foreningen Dansk Kulturliv: Behovet for at stå sammen er blevet helt tydeligt

Der er behov for en samlet stemme, der kan sætte handling bag kulturlivets ønsker og råbe Christiansborgs beslutningstagere op.

Derfor har seks kulturelle organisationer skabt Dansk Kulturliv – et nyt, organisatorisk samarbejde, der skal sikre en stærkere repræsentation af kulturlivets interesser ved blandt andet at »koordinere svar og løsninger« til de relevante ministerier og politikere.

»Rigtig mange medlemmer og store dele af kunst- og kulturlivet har efterspurgt, at vi bliver bedre til at samarbejde på tværs. Det ansvar tager vi på os nu,« siger Dansk Teater-direktør Peter Mark Lundberg, der også er bestyrelsesleder i Dansk Kulturliv, til Kulturmonitor.

Foruden teaterorganisationen står også Dansk Live, Danmarks Biblioteksforening, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner (DEOO), Organisationen Danske Museer (ODM) og Danske Koncert- og Kulturhuse (DKK) bag den spritnye forening, der har været længe undervejs.

Ifølge en af initiativtagerne, DKK-direktør Jesper Bay, har kulturlivets udfordringer det seneste halvandet år været med til at tydeliggøre behovet for en forening.

»Coronakrisen har været en øjenåbner for hele kulturlivet ligesom for resten af samfundet. Behovet for at stå sammen er blevet helt tydeligt. Og det stod hurtigt klart, at vi har mere til fælles, end vi tidligere har været klar over. Nu, hvor mere normale tilstande er ved at indfinde sig, er det oplagt at forsætte det gode samarbejde, der hvor det giver mening,« siger han.

En af de politikere, som Dansk Kulturliv ønsker at stå stærkere overfor, er kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) – og hun hilser det nye initiativ velkommen.

»Der er behov for et stærkt kulturliv, der sammen kan bidrage med gode svar på, hvad der skal til for, at kunsten og kulturen kan trives og udvikles. Det er spændende, at der nu kommer en organisation, der har som ambition at samle kulturlivet. Jeg ser frem til samarbejdet med Dansk Kulturliv,« lyder det i en skriftlig kommentar fra ministeren.

På kunsten og kulturens egne præmisser

Allerede for et år siden – i september 2020 – nævnte Peter Mark Lundberg det igangværende arbejde med at etablere et »mere uformelt netværk« i Kulturmonitor.

Her gik samtalen på Dansk Erhvervs lancering af et mere erhvervsfokuseret kulturbranchenetværk, som siden fået flyvehøjde med chefkonsulent Michael Folmer Wessman ved roret. Allerede nu ser han konturerne af et samarbejde tage form.

»På kulturlivets vegne er det rigtig positivt, at branchens aktører går sammen på den her måde,« siger han til Kulturmonitor og tilføjer:

»Og jeg er ret sikker på, at vi sagtens kan finde fælles snitflader og samarbejde omkring det her. Vi kommer hver især med nogle forskelige baggrunde og kompetencer, og det ser jeg fint spille sammen og komplementere hinanden i forhold til at styrke det brede kulturliv.«

Samarbejdsvilligheden imødekommes af Peter Mark Lundberg, der dog også sætter fingeren på de punkter, hvor Dansk Kulturliv adskiller sig fra Dansk Erhvervs kulturnetværk.

»Vi skal have lov til at tale om kunst og kultur på kunsten og kulturens egne præmisser. Den stemme har vi manglet,« siger branchedirektøren.

Du kan læse hele artiklen om oprettelsen af Dansk Kulturliv på Kulturmonitor her.

Du kan læse mere om organisationernes arbejde med Dansk Kulturliv på deres egne hjemmesider:

Danmarks Biblioteksforening

Organisationen Dansk Museer

Danske Ensemble, Orkestre og Operainstitutioner

Dansk Teater

Dansk Live

Danske Koncert- og Kulturhuse

Dansk Kulturlivs logo
Dansk Kulturlivs logo

Korrelerede nyheder

Se alle nyheder