Høring over udkast til ændring af bygningsreglementet 2018 (BR18)

Høring over udkast til ændring af bygningsreglementet 2018 (BR18)‍

Tak for muligheden for at deltage i ”Høring over udkast til ændring af bygningsreglementet 2018 (BR18)”

Dansk Kulturliv – en alliance for seks af kulturlivets aktører: Danmarks Biblioteksforening, Dansk Live, Danske Koncert- og Kulturhuse, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Dansk Teater og Organisationen Danske Museer – der tilsammen repræsenterer godt 1000 kulturinstitutioner -foreninger og virksomheder af forskellig karakter (teaterscener, spillesteder, koncertsale, festivalscener, museer m.m.) – har følgende kommentarer til udkastet til ændring af BR18.

Det er komplekse forhold, der beskrives, og det er tilmed utroligt kompliceret at forstå den udsendte høringstekst, som i visse passager er nærmest uforståelig og præget af indforstået teknisk sprogbrug, hvilket gør en reel gennemgang og brug af tekstnære kommentarer vanskelig.

Derfor fremsendes i stedet en række generelle kommentarer, der understreger, at vi efter denne korte høringsfase stadig ikke mener, at ændringerne imødekommer den kritik, der har været fremsat af kulturlivets repræsentanter. Det havde ellers været nærliggende at inddrage denne del af erhvervslivet og deres særlige forhold i processen, men vi kan konstatere, at udkastet på ingen måde sondrer mellem almindeligt byggeri og for eksempel scenografi, publikumsopstillinger og/eller udstillinger.

‍

Generelle bemærkninger

• Det er pr. 1januar 2022 ikke længere den lokale brandmyndighed, som fører tilsyn med kulturens mange og forskelligartede bygninger og rådgiver ift. pladsfordelingsplaner o.lign., men i stedet kommunen. Det betyder i praksis, at et teater, museum eller spillested nu skal betale en privat byggerådgiver for at vurdere, om en dekoration, særudstilling m.m. udgør en væsentlig ændring af lokalets brandforhold. Hvis dét er tilfældet, skal der, som vi forstår det, søges en byggetilladelse hos kommunen, som herefter skal vurdere, om den kan give tilladelse til “byggeriet”. Disse nye regler giver muligvis mening i andre sammenhænge, men de er tydeligvis ikke tænkt ind i kulturinstitutionernes virkelighed, som rammes hårdt både praktisk og økonomisk.

‍

• Overgangen af opgaven med brandgodkendelser fra Beredskabet til de enkelte kommuner er tydeligvis kommet bag på kommunerne, der dels ikke altid ved, at de har overtaget opgaven, dels slet ikke er forberedt på den sagsmængde, flytningen giver.

• Vi kan således konstatere, at sagsbehandlingstiden hos kommunerne ikke matcher den grad af fleksibilitet, som kulturinstitutioner med f.eks. deres skiftende udstillinger, opsætninger af nye forestillinger eller afvikling af koncerter er helt afhængige af.  Der skal f.eks. med jævnemellemrum - ofte mange gange om året – ændres på scenografiers design, publikumsområdernes størrelse, placering og materialevalg, opdeling og tilpasning af udstillingsrum mv. Disse aktiviteter, som udgør et fundamentalt element i de pågældende kulturinstitutioners virke og eksistensgrundlag, kan ikke sammenlignes med en byggesag, hvilket godkendelsesproceduren og myndighedsbehandling indtil 1. januar 2022 netop tog højde for og hensyn til.

‍

• Den åbne tidsramme, der skyldes, at kommunernes byggesagsbehandling afhænger af, hvor mange sager der ligger i køen, skaber store problemer for kulturaktørerne, som pga. deres organisationsform og begrænsede økonomiske ressourcer opererer med kortedeadlines f.eks. op til premieren på en forestilling, afholdelsen af en koncert eller åbningen af en udstilling.

‍

• Kulturens institutioner har, som det fremgår, åbenlyse problemer med at integrere den nye procedure, der både er fordyrende, bureaukratisk, svær at forstå og rummer en række uklarheder vedrørende brandregler/tilsyn. Uklarheden efterlader kulturinstitutionerne med et stort ansvar for at skulle foretage svære vurderinger uden et klart, rimeligt og forståeligt grundlag med dertil hørende vejledning.

Et par praktiske noter i relation til BR18: ‍

I udkastet til ændringer i BR18 beskrives det, at egenkontrol af brandmæssige forhold skal dokumenteres. Det er dog uklart, hvad er skal tilvejebringes af dokumentation.

For så vidt angår passiv brandsikring (brandsektionering i sektioner og celler) er virksomheden forpligtet til at opretholde den passive brandsikring i hele bygningens levetid, men hvilken form og hvilket omfang egenkontrollen skal have, og dermed dokumentationen, er ikke defineret.

Vedrørende dokumentation af egenkontrol af slukningsudstyr, som kontrolleres årligt, typisk af et eksternt firma, forekommer omfang og dokumentationskrav ikke beskrevet.

I forbindelse med f.eks. udstillingsskift eller ændring af en forestillings scenografi kunne en pladsfordelingsplan førhen blive godkendt hos den lokale brandinspektør i bygninger omfattet af de gamle regler (“Driftsmæssige Forskrifter”). Nu skal anmodning om ændringer indsendes til kommunen til godkendelse. Så fra typisk få dages ekspedition er tiden fra indsendelse til godkendelse nu mere usikker. Det betyder i praksis, at det arbejdsmæssige flow, som en kulturinstitution arbejder med, ikke vil kunne tilgodeses, hvilket stiller institutionerne i en uholdbar situation.

Bekendtgørelsen finder i flere tilfælde anvendelse med tilbagevirkende kraft, hvilket er usædvanligt. Det står klart, at rigtig mange af kulturens huse og faciliteter vil have behov for at få udarbejdet DKV-planer, et krav der er nyt. Ulempen er, at disse planer kun kan udarbejdes af en certificeret brandrådgiver, hvor man tidligere kunne udarbejde disse selv. Det er en væsentlig økonomisk udfordring - jo mere komplicerede bygninger des højere pris må forventes. Det vil lægge yderligere pres på certificerede brandrådgivere, der i forvejen er fåtallige og har mange opgaver ift. både arrangementer, om- og nybygninger. Der vil uden tvivl opstå flaskehalse, hvilket må forventes at føre til helt urimelig lang sagsbehandlingstid til stor gene for kulturområdet.

‍

Eksempel på case‍

Et teater ønskede i forbindelse med en forestilling at ændre publikumspladsfordelingen. Det kræver dog en byggetilladelse. Det, der fulgte, var en dyr og tidskrævende proces, der begyndte ved årsskiftet og endnu ikke er afsluttet.

Først kontaktede teatret i overensstemmelse med reglerne den kommunale Teknik- og Miljøforvaltning for at få byggetilladelse til ombygningen. De blev dog henvist til ansøgningsportalen Byg og Miljø, som havde store driftsproblemer, hvorfor teatret blev henvist tilbage til Teknik- og Miljøforvaltningen. Teknik- og Miljøforvaltningen kunne ikke hjælpe og sendte teatret tilbage til Byg og Miljø.

For at blive brandgodkendt antog teatret herefter en certificeret brandrådgiver. Efter en langsagsbehandlingstid gav Teknik- og Miljøforvaltningen kun teatret en midlertidigtilladelse til byggeriet, der gjaldt for fem forestillinger.  Denne tilladelse er endnu ikke permanent gjort, da dette kræver, at ansøgningsprocessen starter forfra.