Kunst og kultur er demokratisk infrastruktur, der skal styrkes i en usikker tid.
Verden har ændret sig markant siden 2021. Krigen i Ukraine og truslen fra Rusland, den forværrede situation i Mellemøsten og den geopolitiske kurs under Trumps administration har skabt en ny usikkerhed, som udfordrer den danske samfundsmodel fra mange sider.
Kunst og kultur – i sin bredeste forstand – er mere relevant end nogensinde. Kulturen omfatter alle aspekter af menneskelivet – fra det æstetiske og vidensmæssige til det etniske, historiske, socioøkonomiske, politiske samt norm- og identitetsskabende. Kultur er en bærende platform for både individuelle og samfundsmæssige værdier som robusthed, gensidig forståelse og udvikling – egenskaber vi mere end nogensinde har brug for at styrke.
På den baggrund har Dansk Kulturliv en række forslag til den kommende finanslov, som vi håber, der kan skabes politisk opbakning til.
Kultur og kulturarv repræsenterer ikke alene Danmarks historiske identitet, men udgør også et nationalt samlingspunkt om vores demokratiske forståelse og nationale sammenhængskraft. Når statsministeren efterlyser åndelig oprustning, så er det helt evident, at kulturen skal tænkes med:
• Vi skal give børn et ståsted at møde en uforudsigelig og mere farlig verden fra
• Vi skal styrke unges evne til at tænke kritisk og selvstændigt
• Vi skal træne og udbygge en kultiveret uenighedskultur
• Vi skal interessere os for, hvordan vi fremdyrker den frie tanke i en tid, hvor techgiganter tvinger vores tanker ind i algoritmernes strukturer
• Vi skal styrke vores forståelse af hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, som individer, som folk og som nation
• Vi skal blive bedre til at tænke, hvad vi vil bidrage med, fremfor at spørge hvad alle de andre kan gøre for os
Dansk Kulturliv foreslår, at staten afsætter midler til:
• 5 mio. kroner til udarbejdelse af en handleplan for styrkelse af den frie tanke. Handleplanen skal adressere, hvordan vi styrker den frie tanke og kritiske debat blandt borgerne udenfor det algoritmestyrede rum.
• Igangsættelse af arbejdet med den kulturpolitiske vision som fremgår af regeringsgrundlaget. Herunder at andre ministerier inddrages i arbejdet for at sikre forankring af kulturens rolle i andre dele af velfærdssamfundet, som f.eks. folkeskolen, sundhedssystemet og socialindsatsen.
• 10 mio. kroner til udarbejdelse af opdaterede kulturarvs-beredskabsplaner i Danmark samt kompetenceopbygning i institutioner og myndigheder
Det er Dansk Kulturlivs holdning, at der fortsat er behov for at styrke arbejdet med formidling, tiltrækning af nye publikumsgrupper og strategisk ledelse i kulturlivet. Organisationen Applaus har bidraget med vigtig viden og værktøjer, som ikke må gå tabt. Dansk Kulturliv anbefaler, at driftsbevillingen på 5 mio. kroner videreføres.
Kulturpolitik er også velfærds-, erhvervs-, bosætnings- og uddannelsespolitik. For at sikre en holistisk vidensopbygning om kulturens udvikling og betydning, foreslår Dansk Kulturliv, at staten forlænger driftstilskuddet på 8 mio. kroner til Kulturens Analyseinstitut.
Kulturlivet står over for en række strukturelle udfordringer, som kalder på målrettede reformer. Derfor efterlyser Dansk Kulturlivs medlemmer politisk handling, der kan sikre både udvikling og langsigtet bæredygtighed.
Scenekunsten har brug for enklere og mere tidssvarende støtteordninger. Egnsteatre og små storbyteatre skal styrkes, børneteatret have bedre vilkår – og de mest etablerede kompagnier have stabile rammer. Samtidig er der behov for at modernisere turnéområdet, så scenekunst lettere kan nå ud i hele landet.
Musiklivet har brug for en ny lovgivning, der anerkender genrespillesteder og sikrer bedre forhold for både orkestre og ensembler. De statslige puljer bør styrkes, og der er behov for mere langsigtet finansiering, så planlægning og udvikling kan ske i ro og kontinuitet.
Bibliotekerne skal i højere grad understøtte læselyst, oplysning og demokratisk dialog. Det kræver investeringer i formidling, digital oplysning og en styrket rolle som mødested og samfundsbærer i hele landet.
Tilsammen peger ønskerne på ét: Et kulturliv, der når bredere ud, står stærkere og spiller en mere aktiv rolle i samfundets udvikling.